Iran var landet for alt, hvad der blev vist i medierne for vores familie i starten. Da vi besluttede at vælge dette land som vores næste destination, vidste vi virkelig ikke, hvad der præcist ventede os. Lige efter hjemkomsten var mit sind bare travlt med at huske alle de gode minder.

Her skriver jeg nogle ned 7 bedste tips til at besøge Iran efter at have rejst til det gamle land Persien eller blot sagt Iran. Håber alle oplysningerne også er nyttige for dig.

Du vil læse disse emner henholdsvis:

• Trafik i Iran
• Valuta og penge i Iran
• Iranske folk er venlige
• Irans kultur og arkitektur
• Bazar i Iran
• Persepolis
• Iran er sikkert

Læs også: 10 grunde til at sætte Iran øverst på din rejseliste

Tip nummer et til at besøge Iran går helt sikkert til trafikken i landet.

Det var skræmmende. Intet forbereder dig på Teheran trafik. Min frygt var til at tage og føle på, da vores taxachauffør kom inden for centimeter fra endnu en bil. Jeg trak instinktivt min arm væk fra det åbne bilvindue, men den tilstødende bil trak sig hurtigt væk. Ikke et ord, ikke engang et tuden blev udvekslet mellem de to chauffører. Mit blodtryk nåede knap at stabilisere sig, da endnu et potentielt bilulykkesscenarie dukkede op. Da jeg ikke hørte den forventede bragende lyd, åbnede jeg langsomt mine øjne og så, at vi var helt i sikkerhed. Der var ikke noget problem. Trafikken bevægede sig problemfrit fremad.

Mens der er de åbenlyse vejskilte (som afgrænsede vejbaner), ser iranske bilister ud til at stole på et komplekst, velforstået, internaliseret, men uskreven kommunikationssystem, som virker farligt for udenforstående, men som er fuldstændig sikkert i virkeligheden. Hvad der var mere fantastisk var, da vores unge Teheran-rejseleder trådte ind på den travle vej og bragte trafikken til standsning, så vi kunne krydse vejen, blot ved at pege på hendes indekstal, så vi kunne krydse vejen. Tilsyneladende har fodgængere forkørselsret. Det var da jeg indså, at det her er et andet sted. Dette er Irans gåde. Det, du ser eller hører, er ikke, hvad du får. Det, der virker kaotisk og mærkeligt, er simpelthen en anden måde at gøre tingene på.

valuta er et eksempel på det. Den iranske rial er trykt i absurd høje pålydende værdier, men de lokale bruger en enklere "toman" valutaværdi. Derfor kan en valutaseddel fortolkes med to forskellige værdier (ikke så let for udlændingen, som ikke ved, hvilken værdi der annonceres for). Derudover skulle jeg stadig konvertere til en dollarværdi og tilbage til min lokale sydafrikanske valuta. Dette var et mareridt, og efter den anden dag gav jeg op og overlod dette til min mere cerebralt begavede datter.

Vi rejste på en Budgettur.

Mit forudfattede syn på Iran blev alvorligt udfordret af vores langhårede iranske guide, der insisterede på at sprænge "western-stil" popmusik i sin bil. Han var ikke anderledes end de vokale, frit tænkende unge mænd, som jeg har set i mange lande. Jeg havde gjort en mental note om ikke at få øjenkontakt med kvinderne i overensstemmelse med islamiske traditioner. Men størstedelen af ​​kvinderne i byerne var langt fra de stereotype chador-klædte, tilbageholdende kvinder, jeg havde forestillet mig, at de var. I stedet var de en levende reklame for, at forfængelighed lever i bedste velgående i Iran, ligesom det er i ethvert andet land. De halvbarberede opadbuede øjenbryn og det blonde hår, der knap nok var dækket af et tørklæde, så ud til at være den stræbende skønhedsnorm. Det var svært ikke at stirre på de mange mennesker (både mænd og kvinder) med plaster på næsen, en indikation af nylige "næsearbejde", som tilsyneladende er almindelig praksis her.

Jeg var bange for at være sunnimuslim i Iran i denne tid med eskalerende spændinger mellem sunnimuslimer og shiitter i nabolandet Irak. Der var ikke behov. Selvom samtaler hurtigt blev manøvreret til subtilt at fastslå, om du er sunni eller shia, blev dette primært gjort for at etablere grænser og for at forhindre konflikter. Der var ingen fjendtlighed, men en følelse af at være en outsider var stadig tilbage. Da jeg besøgte en af ​​de helligste helligdomme i Shiraz, blev vi (ligesom andre målrettede udlændinge) budt velkommen af ​​repræsentanter fra "International Relations". Deres professionalisme, gæstfrihed og dygtighed var bemærkelsesværdig og tydelig i måden, hvorpå vi blev budt velkommen, værter, assisteret (hvilket vi var taknemmelige for) og derefter diplomatisk ført til en "mindre vigtig" grav i komplekset i stedet for til hovedgraven. Jeg respekterer deres valg vedrørende "outsidere", og jeg har ingen problemer med det. Det, jeg fremhæver, er den sofistikerede og charmerende måde, hvorpå iranere håndterer potentielle konflikter her.

Mit hoved hamrede. Hvor var de aggressive og argumenterende iranere, som jeg har set i medierne gennem årene? Hvis de var der, var de svære at finde. Diplomati har udviklet sig til en kunstform her. Samtaler, der involverede politik, religion og andre omstridte emner, blev effektivt omringet. Mens de forståeligt nok var vogtede over deres privatliv som en selvopretholdelseshandling, viste iranerne en ægte interesse for deres besøgendes liv. De iranere, vi mødte, var behagelige, venlige og gæstfrie mennesker. Jeg blev især overrasket over venligheden fra en tilfældig fremmed, der påtog sig at hjælpe os, da vi var "tabt" mellem en busoverførsel fra kl. Teheran til Isfahan. Han gav mig ikke kun sin mobiltelefon til at bruge (jeg havde ikke et iransk sim-kort), men han eskorterede os personligt (selv bar en af ​​vores store tasker) og sikrede, at vi var på den rigtige bus.

Der er talrige museer og paladser i de større byer for at holde dig beskæftiget i timevis. Min personlige favorit er det lille keramik- og glasmuseum i Teheran med dets innovative udstilling af artefakter indarbejdet i designet af selve bygningen. Jeg vil spare dig for en beskrivelse af alle disse steder, da denne let kan findes i enhver god rejsebog eller på internettet. Jeg havde valgt min egen rejseplan for at inkludere steder af særlig interesse for mig. At være i nærværelse af gamle artefakter både ydmygede mig og mindede mig om menneskelivets flygtige natur. Iran er et skattekammer af historiske artefakter, og jeg følte mig dybt privilegeret over at se nogle af disse med mine egne øjne.

Jeg følte ofte det overvældende ønske om fysisk at røre ved og derved forbinde mig med disse uvurderlige relikvier, men jeg blev med rette frarådet af min guide at lade være. Aftryk af successive imperier er overalt. Jeg tog mig tid til at gå langsomt og tillod mig selv at blive opslugt af auraen fra en svunden tid. Bygningerne blev snart levende, med beviser på den ondskabsfulde fjernelse og udskiftning af rester af dynastisk magt med hver efterfølgende hersker. Hvordan kunne jeg ikke blive rørt af disse store repræsentationer af magtkampe? Lige meget hvilket palads du vælger som din favorit, er én ting sikkert – de persiske shaher havde en overflod af rigdom og var ikke bange for at vise det.

"Isfahan", "Esfahan", "Ispahan" er alle acceptable stavemåder af denne smukke by, og det giver perfekt mening. Ligesom der er mange stavemåder, er der mange facetter til denne by. Hver aften, mens jeg gik ned ad hovedvejen, tillod stemningen mig at forestille mig dette sted i dets storhedstid. Det rindende vand langs de frodige haver, højsamfundets embedsmænd i deres pragt – det er alt for let at forestille sig. Behovet for at tage sig af andre vitale aktiviteter (som at spise) bragte mig heldigvis ud af min selvfremkaldte drømmeverden – til stor lettelse for mine medkammerater. UNESCOs verdensarvssteder, især Naqsh-e-Jahan-pladsen med dens triade af kongelige (AliQapu-paladset), religion (tawny kuppelfarvet privat Shaik Lutfullah-moske og offentligheden Jameh-moskeen) og handel (Qeysarriyeh bazaar) er en fryd for øjet.

Hvad der er vigtigere, er den måde, de inviterer dig til at engagere dig i, så de bliver en godbid for sjælen. Blændingen fra de farvestrålende "7-farve" fliser konkurrerer med elegancen af ​​arabisk kalligrafi fra Koranen. Det omfattende spejlarbejde, der blev introduceret som en "europæisk" aspiration, optages nu komfortabelt i den arkitektoniske psyke. I virkeligheden var de berømte Safavid-turkise, mosaicerede moskekupler smukkere end nogen fotografier, jeg havde set af dem. Men det var de mangefacetterede arkitektoniske muqurnas, der findes på de fleste bygninger, der fangede min opmærksomhed. Hver facet er dekoreret på en række forskellige måder for at præsentere en "historie" i en "historie". Denne sanseoverbelastning fascinerede mig og truede samtidig med at presse min overbeskattede fantasi i overdrev. Jeg overgav mig glad mange gange.

Jeg var mindre end begejstret, da jeg så, at min rejseplan omfattede et besøg på 3 broer. Gamle broer? Virkelig? Men mit sind ændrede sig, da jeg så de smukke Safavid-inspirerede broer over Zayanderood-floden i Isfahan. Oplyst om natten præsenterede de en romantisk vision af oplyste buegange vekslende med buede skygger. Effekten er fascinerende. Jeg forstod, hvorfor der blev fundet billeder af Khaju-broen i næsten alle turistbøger om Iran. Den romantiske atmosfære på dette sted gør det til et populært mødested for unge par. Var det muligt, at jeg hørte uddrag af Irans berømte digtere (Hafiz/Sa'adi) blive hygget hvisket?

Vi rejste på en Budgettur.

Du vil ikke gå glip af basaroplevelsen i Iran. Det var et fuldstændigt angreb på sanserne – metalkunstnernes uophørlige bank, den berusende duft af parfumesælgere, aromatiske bølger fra farvestrålende og ukendte krydderier, en række søde sager, der med garanti vil bryde enhver slankekurs beslutsomhed, prutte om gode tilbud og menneskemængdernes skummel – det hele er der. Gamle markedspladser kan også findes andre steder i Mellemøsten, men i Iran er manglen på amerikanske/europæiske mærkevarer (bortset fra de få knock-offs) og manglen på den allestedsnærværende kinesiske import forfriskende. De turistede souvenirs er der, men der er ingen "made in China"-mærke på dem, selvom du måske vil tjekke, om der er et "made in Korea"-mærke. Kreativitet ser ud til at være en del af den nationale psyke. Der er tilsyneladende ikke en eneste ting, der er sluppet uden om kunstfærdig udsmykning. Da jeg gik planløst gennem basarerne, vidste jeg med sikkerhed, at jeg aldrig ville være i stand til at finde tilbage gennem de indviklet indbyrdes indbyrdes ledende labyrintiske gange. Jeg havde slet ikke noget imod dette.

I første omgang havde jeg udelukket Persepolis fra min rejseplan til stor overraskelse for min rejseleder. Dette var trods alt højdepunktet i den persiske turisme. Vidste jeg ikke, at den sidste Shah valgte dette sted til sin (ugennemtænkte) fejring af 2500 års uafbrudt persisk herredømme? Så jeg sagde ja til at gå. Det var let at se, hvordan storheden i dette akamenidiske dynasti indvarslede det persiske imperiums herlighed. Helleristningernes store størrelse og skala er sammen med deres kryptiske historier en visuel fornøjelse. Men jeg må indrømme, min personlige interesse var mere i den islamiske arkitektur af senere persiske/iranske dynastier.

Læs også: Hvordan besøger man Persepolis? En ultimativ guide

Da jeg forlod Iran, blev jeg slået af, hvor lidt jeg vidste om Iran, og at jeg ville være tilbage med et hjerteslag, hvis jeg kunne. Der er én ting, som jeg er sikker på; Jeg forlod Iran og tænkte på det som et andet sted, end jeg havde forventet.

Læs mere om Irans sikkerhed.

Skrevet af Dr. Shabier Omar